Da første verdenskrig startede, var der ingen der vidste, hvilke rædsler som krigen ville bringe med sig. Soldaterne gik glade og eventyrlystne, men bare efter en kamp, vil de opleve krigens rædsler. Dette indslag kommer til at have fokus på disse rædsler og knuste forventninger.
​
Read
THE BLOG
Brev fra Edward Lucket, Amerikansk løjtnant
Da vi var inden for vores eget område stoppede ilden, og jeg talte vores tab. En var blevet ramt fem gange i hoften og lårene. Løjtnant Browns ansigt lignede et stykke kød og fire af mændene inklusive William var blevet ramt i brystet og lemmerne. Vi må have set ud som en sølle. blodig flok, da vi kom slæbende på hinanden
Brev fra Stull Holt, Amerikansk soldat
På en strækning af 100 meter talte vi en morgen 15 heste og 8 vogne, alle blev ramt i løbet af natten. Hestene bliver ofte efterladt, men resterne af mændene bliver som regel samlet og begravet med det samme, men ikke altid. Jeg husker at en mands ben blev liggende samme sted i over en uge. Jeg har set dem begrabe lig så rådne og fulde at larver at gravene måtte nære gasmasker. mens de udførte arbejdet, som består i at grave et hul og rulle liget ned i det.
Rædslen af gas
Brugen af gas under første verdenskrig var ikke udbredt før 1915. Franskmændene startede med at bruge ikke-dødeligt gas, men i 1915 kom tyskerne med deres første dødelige gas. Tyskerne brugte klorgas som er en grøn gas, som reagere med vandet i lungerne, som dannede saltsyre. Klorgas har ifølge soldaterne en meget speciel lugt af peber, ananas og metallisk. Denne gas gav irritation i øjne og midlertidig blindhed. Den kunne angribe lungevæv, hvilket gjorde den dødelig. Den gav også hoste, hvilket var en ulempe, da det gjorde man ikke inhalerede dødelige mængder af gassen. Dette vidste man dog ikke under den første omgang den blev brugt. Dette kan læses i denne kilde beretning:
Willi Siebert, en tysk soldat, som oplevede kloringas blive brugt for første gang skriver efter franskmændene bliver ramt af gas:
“Da vi ankom til de franske forsvarslinjer, var de tomme. Dette eneste som var tilbage var franske lig. Det var ufatteligt. Så så vi der også var engelske soldater. Man kunne se at mændene havde prøvet at få vejret, da der var rivemærker i deres ansigter og på deres halse. Nogle af mændene havde skudt sig selv. De heste, som stadigvæk var i staldene, køer, kyllinger alt, over det hele var dødt. Selv insekterne var døde.”
På den anden side af skyttegravene, har vi et udsnit fra den canadiske soldat A. T. Hunter’s dagbog:
“Nysgerrighed skiftede til pine. Brænd i ansigtet, rød-varme nåle i lungerne og ens hals føles som om den bliver kvalt. Mange døde på stedet. Andre, som gispede efter luft, mens deres ansigter blev forvrænget, hænder gestikulerende og skreg af smerte, flygtede gennem landsbyer og marker, igennem selve Ypres, bar panic med sig til indbyggerne, og fyldte gaderne med flygtninge af begge køn og alle aldre.”